Barndommens Gade er en vuggestue med 6 grupper på to matrikler. Vi er normeret til 74 børn i alderen 0-3 år og vi er 26 pædagogiske medarbejdere, og en pædagogisk leder.
Vi har en matrikel på Tøndergade 10 og en på Vesterfælledvej 19, begge på Vesterbro i København.
Vi er en vuggestue hvis vigtigste opgave er omsorg, tryghed og nærvær, og som gerne vil tilbyde høj pædagogisk kvalitet igennem hele dagen.
Vores børnesyn tager udgangspunkt i, at det at være barn har værdi i sig selv. Vi møder børnene med omsorg, nærvær og respekt. Vores kerneopgave er omsorg, hvilket for os betyder er at alle børn møder autentiske, empatiske og rummelige voksne der ser deres behov uanset om behovet er fysisk nærvær eller en støttende hånd. Vi er altid i børnehøjde og giver børnene plads til at udforske og udfordre livet i vuggestuen. Vi er til stede og klar til at trøste, guide og skabe ro og tryghed så børnene kan udvikle sig i deres eget tempo. Vores opgave er at hjælpe børnene på vej i deres egen dannelsesproces, og vi har et stort fokus på følelsesregulering. Børns følelser er ægte uanset hvor store eller små de er. Vi giver dem lov til at mærke alle følelser, og er hos dem så de ved at følelser ikke er farlige, men at vi kan regulere dem sammen, og komme ud på den anden side.