I 2021 lå den lokale læreplan færdig med årstemaet ”Natur og dannelse”.
I februar 2022 evaluerede vi læreplanens årstema på et fælles medarbejdermøde. Medarbejdernes feedback gik blandt andet på at temaet var for bredt og ukonkret, og at det var svært at få øje på den røde tråd. Læreplanen var formuleret af en enkelt medarbejder og leder, og der var ikke en oplevelse af ejerskab. Vi brugte evalueringen som afsæt for et nyt fokus.
I foråret 2022 præsenterede vi vores nye fokus som er ”de pædagogiske hverdagsrutiner”. Vi vil med dette fokus skabe en rød tråd gennem hele dagen, og dermed øge medarbejdernes bevidsthed om at alle læreplansblomstens temaer er til stede i løbet af hele dagen fra kl 7-17. Vi vil arbejde systematisk med hverdags rutiner, og præsenterer medarbejderne for et analyseværktøj som skal sikre dette.
I januar 2023 gjorde vi på et fælles medarbejdermøde status, og evaluerer arbejdet med de pædagogiske hverdagsrutiner og analyseværktøjet gennem 4 refleksions- og evaluerings spørgsmål. Vi kortlægger to opmærksomhedspunkter som vi tager med i den videre proces.
Evaluering af den nye læreplan 2024
I August 2023 var den nye lokale læreplan færdig skrevet, med input fra alle medarbejderne i Barndommens gade. Læreplanens fokus er på de pædagogiske hverdagsrutiner og de pædagogiske værdier vi arbejder ud fra, herunder også alle pejlemærkerne fra den styrkede læreplan.
Planen var at vi systematisk ville evaluere vores læreplan en gang årligt, og første gang i januar 2024.
Vi fandt dog ud af at grundlaget for en evaluering af læreplanen var for spinkelt, da den stadig var forholdsvis ny. Derudover er vi i klyngen i gang med at se på hvordan vi kan få et fælles grundlag for hvordan vi evaluerer. Vi vil derfor bruge KAM modellen som evalueringsmetode fremover for at få et indblik i om vi gør det vi siger vi gør, hvad effekten er for børnene og hvordan vi omsætter den erfaring og viden vi har til nye tiltag.
Vi har dog indsamlet tilbagemeldinger fra medarbejderne omkring den nye læreplan.
Medarbejderne fortæller at den er praksisnær, overskuelig og tydelig i værdigrundlaget, at der er stor frihed i at den ikke er bundet om på temaer, den er læsevenlig og nemt at formidle videre.
Faldgrupperne kan være udfordringer med at sikre dokumentationen, samt et fokus på hvordan vi indsamler data fra rutinesituationer til en evaluering.
Ift. Både dokumentation og dataindsamling i rutinesituationerne, kommer vi til at arbejde med i forbindelse med KAM-modellen.